Vedtægter for Horn County Western Riders

§1
Foreningens navn er Horn County Western Riders (HCWR).
HCWR’s hjemsted er Tuse Creek Ranch, Hesselvad 15, Butterup, 4420 Regstrup.

§2
Foreningens formål er at fremme og støtte udbredelsen af westernridningen sportsligt, socialt og kulturelt som en lokalklub i Danmark.

§3
Foreningens bestyrelse bemyndiges til at indgå samarbejde med andre lokalklubber eller med landsdækkende organisationer, så længe det er i overensstemmelse med foreningens formål.

§4
Ret til at være medlem har enhver, der støtter foreningens formål og overholder klubbens regler. Et medlem kan kun udelukkes på en generalforsamling ved en afstemning med simpelt stemmeflertal.

§5
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Generalforsamlingen vælger foreningens revisor og dennes suppleant. Generalforsamlingen vælger ligeledes bestyrelsen, der består af 5 medlemmer, samt 2 suppleanter. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år af gangen. I ulige år er der valg til 2 bestyrelsesposter og 1 suppleant, og i lige år skal der vælges medlemmer til de øvrige 3 bestyrelsesposter samt den anden suppleant. Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige. Efter hver generalforsamling konstituerer bestyrelsen sig selv med formand, kasserer og sekretær.

§6
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i februar måned med denne dagsorden:

o        Valg af dirigent og referent.

o        Formanden aflægger beretning.

o        Fremlæggelse og godkendelse af revideret regnskab.

o        Fremlæggelse og godkendelse af budget og kontingenter.

o        Behandling af forslag fra medlemmer og bestyrelse.

o        Valg af medlemmer og suppleant til bestyrelsen.

o        Valg af revisor og dennes suppleant.

o        Eventuelt.

§7
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når en tidligere generalforsamling har bestemt det, når bestyrelsen beslutter det, eller når mindst 25% af foreningens medlemmer begærer det.

§8
Bestyrelsen vælger et passende sted for afholdelse af generalforsamling og indkalder hertil senest 14 dage før afholdelsen. Indkaldelsen skal indeholde tid, sted og dagsorden for generalforsamlingen. Samtidig med indkaldelsen skal revideret regnskab, budgetforslag og øvrige forslag fra bestyrelsen udsendes til medlemmerne. Forslag fra medlemmerne skal være formanden eller sekretæren i hænde senest 1. februar, hvis de ønskes behandlet på generalforsamlingen.

§9
Alle medlemmer, der har betalt kontingent, har møde- og stemmeret på generalforsamlingen. Stemmeretten kan ved skriftlig fuldmagt videregives til et andet medlem af foreningen. Et medlem kan højst stille med én fuldmagtsstemme.

§10
Beslutninger træffes på generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal. Dette gælder også valg af bestyrelsesmedlemmer. Ændring af vedtægterne kræver dog, at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmer, stemmer for. Valg af bestyrelse og revisor samt vedtægtsændringer skal være skriftlige, når blot ét medlem ønsker det.

§11
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Det godkendte regnskab underskrives af bestyrelsen og foreningens revisor inden udsendelse til medlemmerne.

§12
Til dækning af foreningens normale drift betaler hvert medlem et årligt kontingent. Der skelnes mellem junior- og seniorkontingent. Man er junior til og med det kalenderår, man fylder 18 år. Pensionistmedlemskab gælder for personer, der modtager offentlig pension. Kontingenternes størrelse fastsættes på generalforsamlingen. Juniorer og pensionister betaler samme kontingent.

§13
Referatet fra generalforsamlingen offentliggøres i førstkommende blad, som på det tidspunkt er fungerende medlemsblad for HCWR, og på HCWR's hjemmeside.

§14
Bestyrelsesmøder indkaldes efter behov af formanden, samt når et af de øvrige bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Bestyrelsen er beslutnings-dygtig, når mindst formanden eller kassereren og yderligere 2 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Der tages referat af hvert bestyrelsesmøde, og referatet godkendes af bestyrelsen på det følgende møde. Bestyrelsen orienterer foreningens medlemmer om væsentlige beslutninger enten gennem medlemsbladet eller ved udsendelse af breve samt på foreningens hjemmeside.

§15
HCWR’s medlemmer hæfter ikke for foreningens gæld. Skulle foreningen ophøre, tilfalder foreningens aktiver foreningen ”Hestens Værn”.

§16
Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til kassereren. Enhver gæld til foreningen skal forinden være afviklet.

 

Disse vedtægter er grundlagt på den stiftende generalforsamling den 11. juni 1994 med ændringer vedtaget på generalforsamlingerne 1997, 1998 og 2005.